Menu

Michael Pedersen stopper i NFB

image En kæmpe tak skal lyde til Michael P for sit ihærdige arbejde for NFB
22. oktober 2021 kl. 16:16
Michael P takker af efter 4½ år i NFB
Michael Pedersen stopper som træner i NFB efter en lang og succesrig periode som har stået på to oprykninger, et LF mesterskab og et utal af gode oplevelser.
Tilbage i sommeren 2017 gjorde vi et vaskeægte scoop, da vi fik tilknyttet Mads Tiller Hansen og Michael Pedersen som ansvarlige for 1. holdet der dengang lå i LF-serien og som oftest kæmpede for overlevelse i nedrykningsspillet. Sidenhen er det kun gået en vej for NFB og det kan vi i høj grad takke Michael P for.
"Der er ingen tvivl om, at Michael har rykket klubben meget i den positive retning. Ikke mindst har han været med til at tilføje en masse spillere til truppen på et tidspunkt, hvor der virkelig var brug for det, men han har også vist sig som værende top dedikeret til projektet og vi kan i vid udstrækning takke Michael for den sportslige fremgang som vi har oplevet henover de seneste sæsoner", udtaler Lasse Jeppesen som er seniorudvalgsformand i NFB.
"Michael har først og fremmest fungeret godt som en menneskelig magnet og har været stor årsag til, at så mange spillere har haft lyst til at prøve kræfterne af i vores lille fodboldklub. Det kulminerede for et par år siden, da vi vandt LF-serien og kunne rykke vores to bedste seniorhold op, så vi i dag har et hold i LF-serien og et hold i Sjællandsserien. Vi har derudover også kunne etablerer et tredje seniorhold i serie 3.
Derudover har Michael vist sig som værende en vaskeægte klubmand som værdsætter og værner om foreningslivet. Michael har udover at være ansvarlig for førsteholdet også ageret spillende assistenttræner på første-, såvel som andetholdet, inden han nu her til sidst står i spidsen for andetholdet.
Nu står vi så i den situation, at Michael ønsker at trække sig lidt tilbage som træner og i stedet øge sit fokus på hans dejlige familie, som i fredags fik et nyt medlem i skikkelse af en lille ny datter. Den beslutning begræder vi naturligvis, men opbakningen til Michael og hans familie er samtidig også enorm. Vi har været glade for, at Michael i de sidste 4½ år har været første mand på træningsbanen og sidste mand til at forlade omklædningen. Vi kommer til at savne Michaels unikke mandskabspleje og evne til at være i øjenhøjde med alle spillere på tværs af alle niveauer og personligheder. Michael lover dog også, at han stadig vil kigge op i klubben så meget som det bliver muligt.
"Jeg har været super glad for min tid i NFB og jeg ville absolut ikke have været den foruden. Jeg er glad og stolt over at have været med til at bidrage til den positive udvikling, som klubben har været igennem og som vi stadig oplever. Men jeg er dog i en situation nu, hvor jeg prioritere min familie og derfor ikke kan stå med noget ansvar. Men jeg vil naturligvis komme i klubben så ofte som muligt og så snart det passer ind, så trækker jeg også i den hvide trøje", fortæller Michael inden han fortsætter:
"Klubben består af så mange gode og frivillige ildsjæle, som jeg rigtig gerne vil takke for tiden. Søren Tiller Hansen, som havde stor indflydelse på, at Mads og jeg kom til klubben. Daniel og Preben som i mange år har hjulpet og gjort et stort stykke arbejde omkring alle holdene. Folk som bruger deres fritid på at vaske vores træningstøj, passe vores baner, stå i grillen osv. osv. For slet ikke at nævne formand Peter, som jeg altid har haft et godt samarbejde med. Til sidst er der selvfølgelig alle de trænere, holdledere og spillere som jeg har brugt så mange timer med. Der er utallige folk som har været med til at gøre det sjovt og spændende at være træner og jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for en rigtig fed tid", slutter Michael.
Michael har sidste kamp i spidsen for LF-serie holdet på lørdag når de gæster Søllested IF
Luk