1. holdet sled sig til 1 point i Vordingborg
Det var en forløsning, da drengene lørdag eftermiddag fik et enkelt point med hjem fra Vordingborg. Pointet faldt ovenpå flere ugers gode præstationer og en masse hårdt arbejde, hvor det har været lige ved og næsten.
Alligevel var der en anelse skuffelse at spore hos Nikolaj Nielsen, der syntes at drengene havde fortjent mere. - "Det er en ambivalent følelse at stå med et enkelt point. Vi spiller igen i dag en rigtig god kamp og målet til 1-0 er lige efter fodbold-håndbogen hvor Mads Delord har sidste fod på. Vordingborgs udligning til 1-1 er der ingen på hele stadion der så inde over målstregen udover lignedommeren - en meget mærkelig situation og selvfølgelig super skuffende. Derudover scorer vi også til 1-2, men målet bliver underkendt efter en offside. Vordingborg har naturligvis også stor ære at af kampen, men lige nu rammes jeg af en stolthed og en tilfredsstillelse over arbejdsindsatsen og mentaliteten, men en ærgrelse over det er på sidelinjen, at bolden vinkes inde", sluttede cheftræneren.
I næste weekend spiller vi sidste kamp i dette efterår når vi hjemme tager imod topholdet fra Nykøbing FC.